Banestatus

Vi har i den seneste uges tid fået en del nedbør. Det har banen haft rigtig godt af, men nu begynder vi at se enkelte områder være meget våde, så vær opmærksom på disse, når I er ude og spille. Udover dette er vi kommet fint igennem prikningen af banen, og alle greens er blevet gødet efterfølgende.

Vi har fået renset noget af åen på hul 13 og 14 ved hjælp af nogle frivillige. Desværre havde vi et nedbrud på vores minigraver, og derfor bliver dette arbejde gjort færdigt i næste uge.  Hul 13 vil derfor være lukket tirsdag i uge 24, indtil arbejdet er færdigt. Vi er rigtig glade for, at de frivillige vil hjælpe os med dette arbejde.

Vi har i den seneste tid sat lidt flere snore op især i vores greens områder, og dette gør vi for at guide jer spillere til at bevæge jer rundt ved greens på den mest skånsomme måde for græsset. Dette giver bedre græs at spille fra for os alle sammen. Desværre oplever vi, at disse snore bliver flyttet på, og det er ikke meningen. Hvis pæle eller snor er til gene for stands eller sving, så har i frit drop fra dem. De er en ikke flytbar forhindring, hvilket vil sige, at I ikke må flytte på dem. Vi ved godt, at de nogle gange giver en lidt længere gåtur rundt langs green, men dette er udelukkende for at beskytte græsset og give en bedre spiloverflade.

I forbindelse med at disse snore er sat op, så har vi lavet et lille forsøg nede ved hul 13. Vi vil prøve at få buggies til at køre til venstre før broen og rundt bag om green, i stedet for at køre over broen og ind på forgreen, som er et meget udsat område. Man vil så kunne parkere bilen bagved green, og derfra gå ind til greenområde og spille sin bold. Efterfølgende kan man fortsætte bag om den store greenbunker og hen til 14. tee ad vores kørevej. Vi håber at forsøget virker og mindsker transporten inde i spilområdet foran green. Vi har indtegnet ruten til bilerne på kortet herover. Parkering kan ske ved P’et.

Med venlig hilsen

Greenkeeperne