Gæster

 

Hos os er du velkommen, uanset hvad der bringer dig forbi.

Måske som greenfee spiller på vores 18-hullers eller 9-hullers baner, besøgende i vores Trackman simulator center, gæst i caféen – eller kunde i Proshoppen. Eller måske du blot har lyst til en gåtur med familien i det skønne område?

Hedensted Golf Klub er placeret centralt i det østjyske, kun 10 minutter fra E45. Klubben råder over en velanset 18-hullers bane for registrerede golfspillere (billedet), og én af Danmarks bedre Pay & Play baner. Klubben har endvidere etableret en større Trackman golfsimulator til spil og træning i vinterhalvåret.

I klubben finder du den hyggelige Café Rindbæk, der med sine rimelige priser og store anretninger kan tilfredsstille de fleste. Proshoppen er ud over fysisk butik også en aktiv webshop, der leverer varer til golfspillere i hele Danmark. 

Men på trods af de mange aktiviteter på området er her altid plads til flere. Vi er nemlig en bredde-idrætsklub og mener, at uanset niveau og talent har man lige meget ret til at være her. Hvert år starter nye hold golfspillere op hver måned omkring den 1., så skulle du føle dig fristet til at prøve golfspillet kan du snart komme i gang.

På siderne her har vi samlet noget praktisk information til vores gæster.

  • Herunder de mest søgte svar – klik på overskriften for at se mere
  • Eller vælg fra menuen under punktet ‘gæster’ for uddybende information
  • Eller klik her for at kontakte os.

FAQ Greenfee gæster

Afstandsmarkeringer

Afstandsmarkeringer er til forkant green

Baneguide

I Hedensted Golf Klub er vi gået bort fra fysiske baneguides. Brug derfor GLFR appen, der kan downloades gratis.

Bolde til Driving Range

Når du er betalende gæst får du gratis en spand bolde til driving range.

Buggy / Golfbil

Klubben råder over 7 nye Club Car buggys til udlejning. Disse lejes i Golfbox under din tid på knappen ’tilføj vare’. Prisen er 300,- kr. for op til 5 timers brug. Følg anvisningerne på banen om hvor kørsel er tilladt, og vær opmærksom på at det ikke er tilladt at parkere buggyen på græsset foran terrassen.

Café

Caféen er åben de fleste dage i sæsonen – nyd en bid mad og kolde drikkevarer efter runden på vores hyggelige terasse lige ud til 18. green – se Café Rindbæks hjemmeside for åbningstider, menu m.m.

Drikkevand

Der findes drikkevand udenfor shoppen ved 1. tee og mellem 9. og 10. hul.

Eget køretøj på banen

Du er velkommen til at medbringe dit eget køretøj på banen, men vær opmærksom på at dette koster et gebyr på 150,-, når der er tale om egen buggy. 2-hjulede køretøjer er gratis.

Elbil opladning

Klubben råder over 4 stk. 22kW EV-Box elbil ladere. Du kan lade via EV-Box Charge appen eller din favoritapp. På ladestanderne er der monteret QR kode med link til EV-Box appen hvor du kan betale med kreditkort. Prisen følger dagsprisen.

Gæster uden betaling

Er du medlem af en organisation hvormed vi har aftale om gratis spil (F.eks. DGU, PGA, DGA, GAF, Fritspilskort for bestyrelsesmedlemmer eller andet) bedes du først booke en tid i Golfbox og derefter kontakte os med oplysning om dette, hvorefter vi tilretter prisen. Det er ikke muligt at spille på foranstående uden at have kontaktet sekretariatet i forvejen.

Handicap

For at spille 18-hullers banen skal du have været under 48 i handicap. Har du været under 48 i handicap og senere reguleret op i højere handicap, må du stadig spille 18-hullers banen. Der er ingen begrænsning i Golfbox så du er selv ansvarlig for at overholde dette. På 9-hullers banen er der åbent for Pay & Play og dermed ingen krav om handicap. 

Hjertestarter

Der findes hjertestarter i klubhuset ved shoppen og sekretariatet.

Lynsikre skure

I tilfælde af tordenvejr er der opsat 2 stk. lynsikre skure ved hul 2/7 og ved hul 14/16

Omklædning

Der er gode nyere omklædningsfaciliteter i Hedensted Golf Klub, med brusere og toiletter, som du selvfølgelig er velkommen til at bruge.

Rabat ifølge medlem

For at opnå rabat når du spiller med et af vores medlemmer, skal medlemmet logge ind og bekræfte tiden først i golfbox.

Registrering og bekræftelse af tid

Benyt venligst vores selvbetjeningsstander – her kan du bestille, bekræfte og betale din tid, ligesom det også er muligt at leje golfbiler på standeren. Denne stander bruges både til 18-huls banen og 9-hulsbanen, og både registrerede golfspillere og Pay & Play spillere.

Toiletter

Der findes ingen toiletter på banen, men du passerer klubhuset efter hul 9.

Trolley

Trolley (golfvogn) kan lånes gratis. De er placeret i gården i garagen mærket ‘Pay & Play’. Husk blot at sætte tilbage på samme plads i garagen efter brug.

Campister

Campister er velkommen på vores P-plads, hvor der er 4 stk. elstik til rådighed. De er placeret ved nedkørslen til buggy parkeringen.