Seneste nyt

JA – dette var selvfølgelig en APRILSNAR 🙂 men hvem drømmer ikke om at kunne forcere stien til hul 7 flyvende…

———–

Det er med glæde vi kan meddele, at Hedensted Golfklubs 18-hullers bane bliver den første i Danmark med en fuldt fungerende rulletrappe til golfspillere!!

Helt præcist bliver det på det udskældte stykke mellem hul 6 og 7, hvor turen nu bliver legende let.

I et samarbejde med bytorv Horsens der står overfor en renovering til ca. 100 millioner kr., er det lykkedes at få sponsoreret én af de brugte rulletrapper til klubben.

“Vi er så heldige at den model som bytorv Horsens nu skrotter, faktisk også er godkendt til udendørs brug – og endda passer nogenlunde med de mål vi behøver” siger Claus Trier, der er manager i Hedensted Golf Klub.

“Der skal kun nogle mindre modifikationer til for at den kan bruges – bl.a. konfigureres trappen fra at være med trin, til ’fladt’ design (uden trin), som man f.eks. kender fra Bilka i Horsens – dermed er det muligt at få sin golfvogn med op ad trappen ganske ubesværet.” fortsætter han..

Golfshoppen i Hedensted kommer til at sælge særlige låsehjul der nemt monteres på de fleste golfvogne. Med disse monteret vil forhjulet på golfvognen automatisk låse sig fast på rulletrappen, og bliver trukket med op – uden fare for at vognen ruller tilbage. Prisen på disse vil være omkring 50 kr. – men det er vigtigt at understrege, at disse ikke er nødvendige for at bruge rulletrappen, men blot gør det nemmere.

Strøm til rulletrappen vil blive leveret af et mindre solcelleanlæg med batteri, der opsamler den strøm anlægget oplader i løbet af dagen, så det også virker på gråvejrsdage og i aftentimerne. Udgiften til dette vil skulle finansieres over en årrække, ved at opkræve brugerbetaling på trappen. Detaljer om dette samt priser følger på et senere tidspunkt.

Installationen begynder allerede sidst i maj måned og vi forventer, hvis alt går efter planen, at kunne have officiel indvielse af rulletrappen inden sommerferien begynder.

Følg med her på siden, hvor vi vil holde dig opdateret med seneste nyt i projektet.