I år har vi i klubben gjort et stykke arbejde for at skabe bedre tilgængelighed på banen. Eller oversat – at gøre det nemmere for dig som medlem at finde en ledig tid på banen, når du har mulighed for at spille.
Klubben er på bare 16 måneder vokset med mere end 200 medlemmer, og vi tæller nu over 1.100 medlemmer. Og sidste år blev der spillet mere end 30% flere runder i Hedensted Golf klub end i 2019. Vi vil derfor gerne sikre at tiderne på banen udnyttes bedst muligt så flest mulige af vores medlemmer har lejlighed til at spille – også på de mest attraktive tider, der er på hverdage mellem 16-18, samt i weekender og helligdage mellem 8-13.
Derfor har vi hentet inspiration fra en række andre golfklubber, og været i dialog med nogle af dem vedr. deres erfaringer. Og ud fra dette lavet et sæt retningslinjer, foreløbigt gældende for i år, hvorefter vi vil evaluere resultatet.
Vi håber med dette at skabe større tilfredshed blandt alle vores medlemmer, især de mange der ikke har mulighed for at være med i klubber-i-klubben, og blot har behov for at kunne spille en runde golf når kalenderen tillader det. Her er nogle uddrag af de nye tiltag vi forsøger i år:
Generelt:
- Der kan som udgangspunkt ikke laves blokeringer formiddage i weekender og på helligdage. Undtagelse herfor er klubmatcher, DGU turneringer, og for i år turneringer der i forvejen var planlagt.
- Blokering af banen kræver mindst 24 deltagere, Baglæns gunstart kræver mindst 36 spillere, Gunstart kræver mindst 54 spillere (vejledende).
- Om formiddagen i weekender og på helligdage samles bolde til 4-bolde for at frigive flere tider til medlemmer og fremme flowet på banen. 1 og 2-bolde har fortsat ingen rettigheder på disse tidspunkter.
- Greenfee er justeret således at det er dyrest for gæster at spille formiddage i weekenden samt helligdage i højsæsonen, og tilsvarende billigere at starte f.eks. før kl. 8:00 eller efter kl. 13:00. Formålet med dette er at frigøre flere attraktive tider til medlemmerne.
For klubber-i-klubben i Hedensted Golf Klub:
- Blokeringer for klubber-i-klubben reduceres fra de sædvanlige 4-5 timer til et færre antal timer, afhængigt af deltagerantallet. Dette sker i samarbejde med klubbuer-i-klubben på forsøgsbasis, og justeres efter behov.
- Endeligt deltagerantal skal være fastlagt 2 dage inden start, så ubenyttede tider kan åbnes op dagen inden.
- Det er tilladt for andre medlemmer at flette ind på hul 1 eller 10 når klubber-i-klubben spiller, såfremt der er ledigt på foregående hul (Hul 18 og Hul 9). I tilfælde med særligt mange spillere f.eks. venskabsmatcher med andre klubber gælder dette ikke (Se altid info i Golfbox).
Fakta:
- Der spilles ca. 45.000 runder hvert år i Hedensted Golf Klub
- På travle dage i sæsonen er der ofte mere end 200 bookinger dagligt alene på 18-hulsbanen
- Når bolde samles til 4-bolde i weekender og på helligdage kommer helt op mod 20% flere ud at spille pga. flere ledige tider.
- 22% af medlemmerne i Hedensted Golf Klub er medlem af én eller flere af klubberne-i-klubben.