Målsætning

Målsætning for Juniorafdelingen

Juniorudvalget i Hedensted Golfklub (i det følgende benævnt Udvalget) har som målsætning at skabe en juniorafdeling, som både tilgodeser bredden, men også juniorer med større sportslige ambitioner. Dette søges opnået via et varieret udbud af muligheder til de juniorspillere som er medlem af klubben.

Udvalgets aktiviteter dækker klubmedlemmer mellem 8 og 18 år. Medlemmer i 5 og 6 klasse spiller gratis, dog kræver det at der gives besked til kontoret.

Udvalgets aktivitetstilbud omfatter også dem, der arrangeres af Dansk Golf Union. Derudover er Hedensted Golf Klub medlem af Distrikt 2, hvorfor aktiviteterne i dette regi også er omfattet.

 

Udvalget står for optagelse af juniorer mellem 8 og 18 år Udvalgets målsætning opdeles i fire overordnede punkter:

1. Sportslig del
2. Social del
3. Kommunikation
4. Økonomi

 

1. Sportslig målsætning

Udvalgets mål på det sportslige område er, at ungdommen får sådanne tilbud og muligheder, at en høj spillemæssig standard, herunder teknisk, teoretisk, mentalt og fysisk, fastholdes og øges, således at hold- og enkelt præstationer kan gøre sig gældende blandt landets bedste juniorer.

Ovenstående tilbud og muligheder skal være af en sådan karakter, at juniorer med sportslige ambitioner og evner, kan udvikle sig og danne basis for klubbens elitetrup. Samtidig skal der arbejdes med at udvikle bredden blandt klubbens juniorer således, at også juniorer med mindre sportslige ambitioner har mulighed for at udvikle sig og have glæde af de sportslige aktiviteter.

 

2. Social målsætning

Udvalgets mål på det sociale område er, at samværet og de kammeratlige forhold fastholdes og udbygges, at tilhørsforholdet til klubben øges og at de unge påvirkes til en venlig, positiv, ærlig og fair adfærd og optræden på og udenfor banen.

Det skal blandt andet ske ved aktiviteter, hvor medindflydelse og medinddragelse er væsentlige punkter, og hvor golftraditionerne indgår som et naturligt led.

 

3. Kommunikations målsætning

Udvalgets mål er på kommunikations området at synliggøre både juniorarbejdet, samt publicere aktiviteter og opnåede resultater over for resten af klubbens medlemmer og i de lokale aviser. Klubbens juniorer skal være og behandles som ligeværdige og integrerede medlemmer i klubben på lige fod med de øvrige medlemmer.

Kommunikation med vores forskellige samarbejdspartnere, Dansk Golf Union og de respektive distrikter, skal ske i nødvendigt omfang, så det sikres, at udvalget er informeret om forskellige aktiviteter og gerne er med i beslutningsprocessen omkring disse.


4. Økonomisk målsætning

Udvalgets mål på det økonomiske område er, at de nødvendige økonomiske midler er til stede for at opnå de sportslige og sociale målsætninger. Dette sker i samarbejde med klubbens bestyrelse.

Udover de af klubben givne økonomiske midler, kan disse forøges gennem ansøgninger til eksterne kilder. Dette kan eksempelvis være i form af aftaler med sponsorer om støtte til ungdommens aktiviteter, præmier eller lignende og ved ansøgninger til diverse fonde både af kommunal og privat karakter.