Herrer eliteholdet 2019

Herrer eliteholdet 2019

For Hedensted Golf Klubs elitehold er 2019 sæsonen nået til vejs ende. Inden sæsonstart var målet oprykning for både 5. division og Kvalifikationsrækken.

 

Ny spilleform

Sæsonen bød på en ny spilform, hvor alle hold skulle stille med tre singler og to foursomes. Foursomes har i tidligere sæsoner vist sig at være akilleshælen for Hedensted, hvor vi har haft svært ved at sammensætte de rigtige konstellationer, så derfor var det ikke uden en vis spænding, at vi gik ind til de første kampe.

Det viste sig dog hurtigt, at vi ikke havde nogen grund til at være bekymrede. I foursome udgjorde Christopher Bühl og Anders Møller det ene klippefaste makkerpar, mens rutinen og talentet brillerede i den anden i form af Thomas Winding og Kevin Kristensen.

 

Fra 5 til 4 division

  1. divisionsholdet vandt samtlige seks kampe og rykker direkte tilbage i 4. division.

De to foursomes så sig aldrig tilbage, men gik derimod ubesejrede gennem sæsonen, indtil dagen efter oprykningen blev sikret, hvor sejrsrusen fra dagen før måske sad lidt i kroppen, da der for første gang måtte opgives point i den ene foursome.

I golf er det ofte sådan, at når man endelig får styr på én facet af spillet, så er der en anden, der begynder at halte, men også i de tre singler blev der skaffet point til Hedensted. Med Nicolai Dandanell i front som ubesejret førstesingle, gjorde singlespillerne sit til at gøre foursomespillernes arbejde færdigt og sikre oprykningen.

 

Kvalifikationsrækken

I kvalifikationsrækken kom sæsonen rigtig godt fra start og bragte i første spilleweekend sig i front i puljen med fuldt hus og fire ud af fire mulige point, med et samlet kampresultat på 22-2.

Sæsonen bød på skiftende konstellationer i foursomes og singler, hvor Per Sylvestersen og Flemming Jakobsen i singlerne bidrog med tre vundne singler hver. I foursomes blev der sammensat forskellige makkerpar, hvor der også blev plads til debut til den unge Gustav Moberg.

Med store forventninger gik vi anden spilleweekend i møde, hvor der denne gang ventede to neglebidere, som endte i to uafgjorte resultater.

Med seks point og en fortsat førerposition som ubesejrede kunne Hedensted selv afgøre det i de sidste to runder. Lørdagsmatchen blev på ny uafgjort, og det hele skulle derfor afgøres på sidste spille dag. På udebane i Stensballe tabte vi desværre matchen, og måtte se os forvist til anden pladsen, blot ét point fra en tur i oprykningsspillet.

På trods af at vi måtte nøjes med én oprykning, så ser vi tilbage på en god sæson, hvor vi fik bevist, at begge hold i den grad er konkurrencedygtige, og nu venter der en pause fra turneringerne, inden vinterforberedelserne går i gang til den nye sæson, hvor vi på ny skal ud og bære Hedensteds fane højt på de danske golfbaner.