Nyheder

Vi søger en ny golfmanager

Hedensted Golf Klub søger golfmanager med flair for forretning og foreningsliv

Vi søger en ny leder af Hedensted Golf Klub, som brænder for golf og for at være klubbens samlende figur. 

Hvis du har lyst til at være det daglige omdrejningspunkt for 7 medarbejdere, forpagtere i café og butik, kommercielle samarbejdspartnere og sponsorer foruden cirka 200 frivillige og næsten 1000 medlemmer, er du måske vores nye golfmanager.

Hvis du også har blik for at udvikle klubbens sportslige tilbud og kan øge forretningen gennem alliancer med virksomheder, forbund og andre klubber, brænder tampen endnu mere.

Som golf manager bliver du klubbens daglige leder med ansvar for den samlede drift, herunder økonomi, personaleledelse, hjælp til medlemmer og samarbejde med frivillige og bestyrelse.

For at få succes i jobbet skal du

  • have gode samarbejdsevner
  • have en generelt sælgende adfærd
  • være en lydhør, respektfuld og tydelig leder
  • kommunikere i øjenhøjde med såvel medlemmer som sponsorer.

Det er desuden en fordel, hvis du

  • har indblik i golfsporten fra begynder til professionel
  • har erfaring fra en lignende stilling
  • trives med at være ansvarlig for klubbens samlede drift
  • forstår, at beslutninger om klubbens udvikling bedst træffes i samråd med klubbens aktive bestyrelse
  • véd, hvad det vil sige at være frivillig, og værdsætter samarbejdet med klubbens mange frivillige

Er det mon dig?

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes individuelt i forhold til dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte formand Per Kristensen (40 15 14 77 eller per.k@hafnet.dk) eller næstformand Lars Christensen (25 27 73 00 eller lc@hk-hornsyld.dk).
Du er også velkommen til at komme på besøg og se klubben med egne øjne.

Proces

Vi skal have din ansøgning senest 20. oktober. I slutningen af oktober vil vi indkalde ansøgere til samtale.

Tiltrædelse 1. januar eller snarest muligt derefter.

Om Hedensted Golf Klub

Hedensted Golf Klub har snart 15 år på bagen og er en teenager i konstant udvikling drevet af klubbens kernetropper af frivillige. Tilgangen af medlemmer er stabil lige fra de yngste børn til seniorspillere. Vores baner, café og butik drives professionelt og med vilje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *